Honda ST 1300 Pan-European
Pris: 300.000,-
Motor 4-cylindret vandkølet 4-takts V-motor med 2x2 overliggende kædetrukne knastaksler. 4 ventiler pr. cyl.
Boring; 78,0 mm. Slaglængde: 66,0 mm. Slagvolumen: 1261 cm3. Kompression: 10,8:1.
Maks. effekt: 126 hk ved 8000 o/m.
Maks. moment: 125 Nm ved 6000 o/m.
Indsprøjtning med 4 stk, 36 mm spjældhuse.
Transmission: 5-trins gearkasse.
Flerpladet kobling i oliebad.
Kardantræk
Stel Boksramme i aluminium. Medbærende motor.
Kronrørsvinkel: 64°. Efterløb: 98 mm.
Akselafstand: 1491 mm.
Affjedring for: Luftunderstøttet Teleskopgaffel med 45 mm gaffelben. Vandring: 117 mm.
Affj. bag: Svinggaffel med sidemonteret støddæmper. Justerbar fjederforspænding og justerbar dæmpning. Vandring: 120 mm.
Bremser For: 2 stk. 310 mm skiver med faste ophæng. 3-stemplede flydende ophængte calipere.
Bremser Bag: 316 mm skive med fast ophæng. 3-stemplet flydende ophængt caliper.
Kombibremser. ABS.
Dæk og fælge
For: 120/70ZR18 på 3,50" alufælg.
Bag: 170/60 ZR17 på 5,00" alufælg.
Mål: Totallængde: 2282 mm.
Sædehøjde: 775-805 mm. Frihøjde: 145 mm.
Tankkapacitet/reserve: 29,0/5,0 liter.
Køreklar vægt: 327 kg, Tør vægt: 289 kg
Tophastighed: 225 km/t
Acceleration: 0 - 100 km/t på 3,5 sek.
60-140 km/t (højeste gear) på 10,8 sek.
Pølsemix mener:
En touringmaskine af højeste karat. I den grad komfortabel, men hvor var varmehåndtagene? – det burde være standard.
Motoren trækker jævnt fra bunden af og jeg havde på intet tidspunkt grund eller lyst til at ”piske” motoren.
Køreegenskaberne er overraskende gode, men grundet vægten (300+ kg)og begrænset frihøjde bliver det aldrig en svingæder. Den var dog på ingen måde svær at håndtere på de svenske biveje. Men Pan’ens force ligger helt klart på motorvejen, hvor komforten, motoren og stabiliteten ligeud kommer til sin ret.
Personligt sagde Hondaen mig intet trods alle dens kvaliteter. For stor, tung og kedelig på de små veje. Absolut en god motorcykel til at køre til Alperne på, men røvsyg når man så endelig er kommet derned. Så snupper jeg hellere lillebroren VFR800 – god til touring og sjov i sving.
Guzze mener:
Det bedste ved at køre Pan (er det en homo-kværn??:-) var, da jeg lå lige bag min egen guzzi og kunne høre Pølsemix fyre den af... Det var sgu meget fedt.
Ellers er jeg vokset fra badekar og udestuer, lader det til. Jeg synes, det var meget lettere at køre sving, da jeg kom tilbage på den limegrønne fra Pan'en (men hvem fanden havde sat fodhvilerne så højt op på min mc??).
I øvrigt var jeg ikke specielt imponeret over motoren. Jo, den var smidig og silkeblød og alt det der, men min egen gamle guzzi var sgu lige så hurtig... (men den er også en raket:-)
Ex-Airhädden mener:
Havde et massivt deja vu til første gang jeg kørte den hedengangne California. Man sætter sig op på en maskine og tænker "sikke et badekar" og så er V4-motoren slet ikke badekar-agtig og maskinen rimelig nem at håndtere på biveje. Så, "Man skal ikke skue hunden på hårene"!

Kawasaki VN 900 Custom
Pris: 135.000,-
Motor: 2-cylindret vandkølet 4-taktsV-motor med 2x1 overliggende kædetrukne knastaksler. 4 ventiler pr. cyl. Boring: 88,0 mm. Slaglængde: 74,2 mm. Slagvolumen: 903 cm3. Kompression: 9,5:1.
Maks. effekt: 50 hk (37 kW) ved 5700 o/m. Maks. moment: 78 Nm ved 3700 o/m. Indsprøjtning med 2 stk. 34 mm spjældhuse.
Transmission: 5-trins gearkasse. Flerpladet kobling i oliebad. Tandremstræk.
Stel: Dobbelt, lukket rørramme i stål. Kronrørsvinkel: 58°. Efterløb: 164 mm. Akselafstand: 1645 mm.
Affjedring for: Teleskopgaffel med 41 mm gaffelben. Vandring: 150 mm.
Affj. Bag: Softail-type-svinggaffel med centralt placeret støddæmper. 7-trins justerbar fjederforspænding. Vandring: 100 mm.
Bremser For: 300 mm skive med fast ophæng. 2-stemplet flydende ophængt caliper.
Bremser Bag: 270 mm skive med fast ophæng. 2-stemplet flydende ophængt caliper.
Dæk og fælge
For: 130/90-16 på 2,50" stålfælg m. eger.
Bag: 180/70-15 på 3,50" stålfælg m. eger.
Mål: Totallængde: 2465 mm. Sædehøjde: 680 mm. Frihøjde: 140 mm.
Tankkapacitet/reserve: 20,0/3,0 liter.
Køreklar vægt: 279 kg, Tør vægt: 254kg
Tophastighed: 175 km/t
Acceleration: 0 - 100 km/t på 5,5 sek.
60-140 km/t (højeste gear) på 15,5 sek.
Pølsemix mener:
Der er ikke så meget at sige – en af de mindre japanerchoppere som man kender dem. Stilen og lyden er i orden, så det vigtigste for den kategori holder. Motoren trækker stille og roligt fra bunden af. I de højere omdrejninger larmer den mere, men det går ikke hurtigere af den grund.
Køreegenskaberne er egentlig ikke så dårlige, som man kunne frygte. Jeg havde godt nok ingen føling med det gigantiske cykelhjul foran, men det gik fint nok alligevel. Det bliver dog aldrig en racer. Bremserne var dårlige – det er skidt, når bagbremsen er den mest effektive bremse.
Personligt kan jeg egentlig godt li’ stilen, men hold da op, hvor er den langsom og dårlig i svingene. Det er en tøffer og skal ikke bruges til andet. Jeg springer over.
Ex-Airhädden mener:
VN900 havde tabt 50% af hestekræfterne et eller andet sted, eller måske var det bare en droslet udgave?

Kawasaki Versys
Pris: 110.000,-
Motor: 2-cylindret vandkølet 4-taktsmotor med 2 overliggende kædetrukne knastaksler. 4 ventiler pr. cyl. Boring: 83,0 mm. Slaglængde: 60,0 mm. Slagvolumen: 649 cm3. Kompression: 10,6:1.
Maks. effekt: 64 hk (47,7 kW) ved 8000 o/m. Maks. moment: 61 Nm ved 6800 o/m. Indsprøjtning med 2 stk. 38 mm spjældhuse.
Transmission: 6-trins kassettegearkasse. Flerpladet kobling i oliebad. Kædetræk.
Stel: Dobbelt, åben rørramme i stål. Medbærende motor. Kronrørsvinkel: 65°. Efterløb: 108 mm. Akselafstand: 1415 mm.
Affjedring for: Upside-down Teleskopgaffel med 41 mm gaffel-ben. Vandring: 150 mm.
Affj. bag: Svinggaffel med sidemonteret støddæmper. Vandring: 145 mm.
Bremser For: 2 stk. 300 mm bølgeskiver med semi-flydende ophæng. 2-stemplede flydende ophængte calipere.
Bremser Bag: 220 mm bølgeskive med fast ophæng. 1 -stemplet flydende ophængt caliper.
ABS.
Dæk og fælge
For: 120/70 ZR17 på 3,50" alufælg.
Bag: 160/60 ZR17 på 4,50" alufælg.
Mål : Totallængde: 2125 mm. Sædehøjde: 840 mm. Frihøjde: 180 mm.
Tankkapacitet: 19 liter
Køreklar vægt: 211 kg, Tør vægt: 189kg
Tophastighed: 185 km/t
Acceleration: 0 - 100 km/t på 4,2 sek.
60-140 km/t (højeste gear) på 9,7 sek.
Pølsemix mener:
En allroader med en klar vægt på road. Den er lille og let og egner sig bedst til en person. Både på grund af størrelsen, men også fordi motoren trods alt kun yder 64hk. Motoren er en frisk lille sag, der gerne vil have omdrejninger. Bundtrækket er ganske fint, hvilket understreges af at den tager 60-140 km/t på under 10 sek. i 6. gear, men det ligger ikke naturligt til den.
Motorvibrationer er der en del af, en svaghed for paralleltwins, men de er ikke værre end på min røde æffer, så jeg bemærkede det stort set ikke.
Køreegenskaberne er rigtigt gode på den sjove måde. Aldrig har jeg prøvet en mc, der er så nem at få på baghjulet (jo, Tigerdyrets måske). Den lange affjedring suger ujævnhederne op på bivejene og den er dejlig let at kaste fra side til side – den er ikke skarp som en sportsmaskine, men den passer perfekt til bivejene.
Personligt er jeg helt vild med den. Den minder mig om V-Stromen, bare meget sjovere. Komfort, sjov og gode køreegenskaber i én motorcykel er for mig perfekt og jeg er ligeglad med at den ikke kan runde 200 km/t.
Guzze mener:
Jeg synes, Versysen var fed at køre på. Var der ikke flere italienske mc'er i verden, så kunne jeg snildt have sådan en. Men den er nu stadig være rimeligt langt nede på guzzes hitliste:-) Men ikke så langt som en Pan European.
Ex-Airhädden mener:
Synes Versys'en føles som en vibrerende knallert, selvom den var levende og letkørt.

|
|